Lydkunstens glemte historie. Lyttebiograf 21. september 2016 kl. 19

Møns Lyttebiograf har inviteret Rasmus Cleve Christensen og Jan Høgh Stricker, der sammen har stiftet Institut for Dansk Lydarkæologi, til at præsentere et lytteprogram med klip fra lydens kunsthistorie I Danmark. Institut for Dansk Lydarkæologi har endevendt kasser og støvet rundt i arkiver for at finde efterladenskaber fra lydkunstens knapt så fjerne forhistorie. Til lyttebiografen vil Rasmus Cleve Christensen og Jan Høgh Stricker fortælle om deres arbejde og spille sjældne eksempler på radioværker, elektronisk musik, ordkollager og meget andet fra de seneste 70 år.

Lyttebiografen om Lydkunstens Glemte Historie realiseres i samarbejde med Kunsthal 44 Møen. Kunsthallen huser komponisten og FLUXUS-kunstneren Henning Christiansens arkiv, og har hvert år en udstilling med lydkunst. I Møns Lyttebiograf er vi stolte over at blive inviteret indenfor i Kunsthal 44 Møen!

Rasmus Cleve Christensen og Jan Høgh Stricker er begge involverede i eksperimentel musik og lydkunst på mange forskellige fronter. De er en del af holdet bag webradioen The Lake, de skriver for Seismograf og har tidligere produceret radio hos henholdsvis DR og SNYK. Og så er de begge en del af Københavns Radiobiograf, som faste lyttebiografgængere allerede er stødt på. I denne sammenhæng optræder de som arkæologer, der for en stund har lagt deres metaforiske teskeer og pensler for at præsentere deres forunderlige fund for os.

I 1960’erne og 70’erne, før lyd som kunstform for alvor havde gjort sit indtog på gallerier og museer, fandt lydkunsten blandt andet plads i DR, hvor en række danske kunstnere fik mere eller mindre frie tøjler til at skabe med de radiofoniske værktøjer: mikrofoner, spolebånd, mixerpulte, klippemaskiner og nogle få effekter. Med Fluxus-ånd og en uortodoks tilgang til mediet skabte de ordkollager, trippet radiodrama og underlig ikkemusik. Men også uden for radioens sendeflade fattede kunstnere interesse for lyden som medium. Til lyttebiografen kommer vi blandt andet til at høre værker af: malergruppen Linien II, Henning Christiansen, Lene Adler Petersen og Albert Mertz.

Møns Lyttebiograf er forum for en omsiggribende lyttekultur. Her er der fokus på den fokuserede og fælles lytteoplevelse. Møns Lyttebiograf inviterer dygtige formidlere og eksperter til at sammensætte og præsentere programmer for det lokale publikum.

Biografen i Stege dannede en perfekt ramme om Møns Lyttebiografs velbesøgte august-arrangement, hvor man kunne høre historier om mørket. Lyttebiografen vender tilbage til biografens mørke igen d. 23. november, hvor programmet står på historier om udkanten.

Premieren på Møns Lyttebiograf fandt sted den 10. august i Biografen i Stege, med Københavns Radiobiograf under temaet Mørket.

Lydkunstens glemte historie, Onsdag d. 21. september kl. 19, Kunsthal 44 Møen, Fanefjordgade 44, 4792 Askeby

Cleve_Stricker_1

Foto: Jan Stricker og Rasmus Cleve Christensen fra Institut for Dansk Lydarkæologi

Møns Lyttebiograf er støttet af Fanefjord Sparekasses Fond, SNYK og Vordingborg kommune.

 

Vordingborg_navn_lille_4f                       Snyk_logo_sort_print