Gnister mellem fortid og nutid. Storstrøms Kammerensemble 14. april 2016

Torsdag den 14. april kl. 19 åbner Kunsthal 44 Møen dørene for et musikalsk samarbejde, som bygger bro mellem ny og klassisk kompositionsmusik.
Storstrøms Kammerensemble præsenterer denne aften en række værker under overskriften Gnister mellem fortid og nutid.

Der spilles ny musik af John Frandsen, Naji Hakim og Frisk Frugt (alias Anders Lauge Meldgaard) – og der afsluttes med klassiske toner af Claude Debussy og Ludwig van Beethoven. Med dette program viser Kammerensemblet de mange musikalske facetter, som de mestrer.

Se hele programmet nederst.

John Frandsen, modtager af Carl Nielsen Prisen 2015, har specielt til Storstrøms Kammerensemble komponeret værket Dionysos, som er bestilt til Biennalen på Rønnebæksholm. John Frandsen er huskomponist på Rønnebæksholm, ligesom Anders Lauge Meldgaard, komponist, multiinstrumentalist og sanger, der arbejder under navnet Frisk Frugt. Han har i et par måneder arbejdet med Kammerensemblet og bl.a. eksperimenteret med musikkens tempo – og vil til koncerten præsentere et helt nyt værk.

De to nye værker får selskab af den fransk-libanesiske orgelvirtuos og komponist Naji Hakims Sakskøbing Præludier, som er bearbejdelser af danske salmemelodier i en farverig og sprudlende stil.

Beethovens lidt ukendte værk König Stefan er fra en helt anden tid. Denne musikhistoriske sværvægter vil stå som modvægt og reference til det øvrige program, sammen med Claude Debussys Sonate for fløjte, bratsch og harpe. Et epokegørende værk, som næppe er blevet overgået i de 100 år der er gået siden det blev til.

Alt i alt er det et program, som stiller store krav til kammerensemblets stilsikkerhed og musikalske formidlingsevne, og som bygger bro – og slår gnister – mellem fortid og nutid.
Der er lagt op til en spændende musikalsk aften, hvor publikum frem for alt bliver introduceret til den helt nye kompositionsmusik.

Koncerten er et samarbejde mellem Kunsthal 44 Møen, Klangrum – Lydkunst og ny musik, Vordingborg Kommune og Storstrøms Kammerensemble.
Samtidig er det en tyvstart på den nye sæson, hvor både Kunsthal 44 Møen og Klangrum arrangerer udstilling og begivenheder med udgangspunkt i lydkunst og ny musik.
Koncerten bliver optaget af TVØst.

FAKTA:
Tid: Torsdag den 14. april kl. 19
Adresse: Kunsthal 44 Møen, Fanefjordgade 44, 4792 Askeby
Entré kr. 100. Billetter købes ved døren.
Der vil være salg af forfriskninger i pausen.

www.44moen.dk
www.klangrum.net
www.chamberplayers.dk

DSC_1681bw

DSC_1670bw

 

PROGRAM:

John Frandsen (f. 1956):
Dionysos (2016)

Naji Hakim (f. 1955):
Sakskøbing Præludier (2007)
l. Mit hjerte altid vanker i Jesu føderum
ll. Nærmere, Gud, til dig
lll. O Gud, du ved og kender
lV. At sige verden ret farvel
V. Hil dig, Frelser og Forsoner!
Vl. Den mørke nat forgangen er
Vll. Nu blomstertiden kommer
Vlll. Påskeblomst! hvad vil du her?
lX. Op, al den ting, som Gud har gjort

PAUSE

Frisk Frugt; Anders Lauge Meldgaard (f. 1980)
Nyt værk (2016)

Claude Debussy (1862-1918):
Sonate for fløjte, bratsch og harpe (1916)
Pastorale – Interlude – Final

Ludwig van Beethoven (1770-1827):
– arr. af Jakob Westh:König Stephan, Ouverture, op. 117 (1811)

 

SKE_april2015_800

Storstrøms Kammerensemble www.chamberplayers.dk